Hvad er kræft i binyremarven?
Kræft i binyremarven, også kaldet 'ondartet fæokomocytom', er en meget sjælden kræftsygdom, der rammer ca. 10 danskere om året. Sygdommen opstår i de hormondannende celler i binyremarven og medfører ofte en overproduktion af hormonet adrenalin. Behandlingen er som regel operation.
Om binyrerne
Binyrerne er to kirtler der sidder ovenpå nyrerne i begge sider i kroppen. Binyrerne består af en indre del (binyremarven) og en ydre del (binyrebarken).
Binyremarven danner hormonerne noradrenalin og adrenalin, som er nødvendige for kroppen, i tilfælde af nødsituationer. Hormonerne får hjertet til at banke hurtigere og øge blodtilførslen til de vigtigste organer.
Som regel får man sjældent kræft i begge binyrer, men oftest kun i den ene side. En knude i binyrerne kan enten være 'fungerende', hvor der bliver produceret mere hormon end normalt, eller den kan være 'ikke-fungerende', hvor den stopper helt med at producerer hormoner.
Tegn på kræft i binyremarven
Symptomerne på binyremarvkræft opstår på grund af den større produktion af hormoner. Man kan derfor opleve at få symptomer, som for højt blodtryk, hjertebanken, uro eller angstanfald.
Symptomerne kan enten opstå tilfældigt eller opstå på grund af fysisk aktivitet eller stress. Fælles for symptomerne er dog, at de kan opstå af andre årsager og skyldes kun i sjældne tilfælde kræft i binyremarven.
Hvorfor opstår binyremarvkræft?
Årsagen til hvorfor binyremarvkræft opstår er oftest ukendt, men hos omkring 30 pct. er sygdommen arvelig, fordi der i nogle familier findes et defekt nedarvet gen.
Der er ikke noget der tyder på, at der er sammenhæng mellem livstil (kost, alkoholforbrug, fysisk aktivitet eller overvægt) og risikoen for at udvikle binyremarvkræft.
Sygdommen i tal
Kræft i binyremarven er en meget sjælden kræftsygdom, som rammer ca. 10 danskere om året.
Behandling
Hvis sygdommen bliver opdaget tidligt, vil man som regel blive behandlet med operation. Ved en operation fjerner kirurgen den syge binyre. Hvis kræften har spredt sig til de organer der ligger rundt om binyren, vil en operation normalt ikke være mulig.
Er det ikke muligt at fjerne al kræften ved operation, vil man blive tilbudt lindrende behandling, som f.eks. strålebehandling, kemoterapi eller målrettet behandling for at mindske generende symptomer og forbedre livskvaliteten
Hvad sker der efter behandlingen?
Efter behandlingen er afsluttet vil man blive tilbudt at gå til kontrol, som vare i mindst 5 år. Ved kontrolbesøgene bliver man undersøgt ved en CT-scanning om sygdommen er vendt tilbage.
Det er ved kontrolbesøgene også en god ide at tale med lægen om eventuelle symptomer eller sine spørgsmål og bekymringer.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft