Årsager til kræft i svælget
Rygning og alkohol øger risikoen for kræft i svælget. Kræft i svælget kan også skyldes infektion med HPV eller Epstein-Barr virus (EBV). Til gengæld lader det til, at frugt og grønt mindsker risikoen på grund af dets indhold af karotenoider.
To former for mundsvælgkræft
Der findes to forskellige former for mundsvælgkræft. Rygning og alkohol øger risikoen for den ene, og HPV-virus øger risikoen for den anden.
HPV-relateret mundsvælgkræft
I Danmark er der de senere år sket en markant stigning af HPV-relateret mundsvælgkræft. Den HPV-relaterede mundsvælgkræft hænger sammen med omfanget af ens tidligere seksuelle kontakt. Den HPV-positive mundsvælgkræft ses ved en lavere alder og har en markant bedre prognose end den, der er relateret til alkohol og rygning.
Rygning og alkohol øger risikoen
Rygning er en væsentlig risikofaktor for kræft i svælget. Ud over cigaretter gælder det også cigar- og piberygning.
Alkohol øger også risikoen for kræft i svælget. Risikoen stiger med mængden.
Rygning og alkohol forstærker desuden hinandens kræftfremkaldende effekter i forhold til risikoen for kræft i svælget. Læs mere om rygning og kræft - og alkohol og kræft:
Rygestop nedsætter risikoen markant
Eksrygere har en markant lavere risiko for at udvikle kræft i svælget, end dem der fortsat ryger. Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge. Der findes mange måder at få hjælp på, hvis man vil holde op med at ryge.
Læs mere om hjælp til rygestop:
Virus øger risikoen for kræft i svælget
Kræft i svælget kan også skyldes visse typer human papillomavirus (HPV) eller Epstein-Barr virus (EBV). Patienter med kræft i svælget som følge af virus er som regel yngre end de patienter, der har kræft i svælget på grund af tobak og alkohol.
EBV ses især ved kræft i næsesvælget, og denne sjældne kræftform ses især hos inuitter, asiater og personer af arabisk herkomst.
Infektion med HPV i mundsvælget
Nogle HPV-typer smitter slimhinderne i kønsorganerne og i mundsvælget. Infektion med HPV i hoved-halsområdet kan udvikles til kræft i mundsvælget, især i mandlerne. Omkring 60 pct. af tumorerne i mundsvælget er HPV-positive.
HPV kan overføres fra underlivet til svælget ved seksuel kontakt. Risikoen for at få HPV-positiv kræft i mundsvælget stiger med antallet af seksualpartnere og oralsex. Flere studier har desuden peget på muligheden for, at HPV kan overføres gennem spyt.
HPV-vaccinen beskytter mod andre HPV-infektioner på kroppen, og selvom det ikke er endeligt bevist, tyder meget på, at den også kan have en beskyttende effekt mod infektion i mundsvælget og i sidste ende mod mundsvælgkræft.
Asbest og trykkeriarbejde
Asbestudsættelse og beskæftigelse på trykkerier øger sandsynligvis risikoen for at udvikle kræft i svælget.
Læs mere om arbejdsrelateret kræft:
Frugt og grønt beskytter måske mod kræft i mund og svælg
Frugt og grønt lader til at have en beskyttende effekt mod at udvikle kræft i mund, svælg og strube. Den beskyttende virkning kan muligvis skyldes frugt og grønts indhold af karotenoider.