I de seneste årtier er der sket markante fremskridt og forbedringer på sundhedsområdet. Vi har derfor i dag et sundhedsvæsen, der leverer høj faglig kvalitet, eksempelvis når patienter skal udredes og behandles for kræft. Det har betydet, at langt flere patienter overlever en kræftsygdom, og at Danmarks kræftoverlevelse nu er på niveau med flere af de andre nordiske lande. Det er vigtigt, at vi ikke sætter disse fremskridt over styr.
Det står klart, at det ikke er i alle dele af sundhedsvæsenet, hvor der er sket de samme store fremskridt. Mange patienter oplever manglende sammenhæng og koordinering imellem sektorerne, men også utilstrækkelige og uensartede tilbud særligt i mødet med det nære sundhedsvæsen. Det stiller ofte patienten og pårørende i en situation, hvor de selv skal tage ansvar og have overblik over eget forløb. Det er især en udfordring for de patienter, der er mest sårbare. At sikre et mere lige sundhedsvæsen er for Kræftens Bekæmpelse et af de vigtigste mål for fremtidens sundhedsvæsen.
Som sundhedsvæsenet er indrettet i dag, er det ikke i tilstrækkelig grad patienternes forløb igennem systemet, der er udgangspunktet for organiseringen. Sådan bør det ikke være. Derfor er Kræftens Bekæmpelses også positiv overfor regeringens initiativ om at nedsætte Sundhedsstrukturkommissionen, der skal komme med modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.
Kræftens Bekæmpelse vil gerne takke for muligheden for at kunne bidrage til kommissionens arbejde, og vi vil med dette indspil tage udgangspunkt i, at grundlaget for fremtidens sundhedsvæsenet er patienternes forløb samt patienters og pårørendes behov. Indspillet indeholder en række anbefalinger til, hvordan sundhedsvæsenet bedre understøtter, at flere patienter fremover vil opleve mere sammenhængende forløb, mere lighed og højere kvalitet. Det kan opnås samtidig med, at der er et sigte på at afhjælpe presset i sundhedsvæsenet blandt andet ved at styrke forebyggelsen.
Vi vil samtidig gerne benytte anledningen til at støtte Danske Patienters indspil til Sundhedsstrukturkommissionen og henvise til de uddybende anbefalinger om forebyggelse fra Hjerteforeningen, Lungeforeningen, Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse.