Årsregnskaber
Læs det seneste årsregnskab for 2022. Du kan også finde årsregnskaber fra tidligere år.
Årsregnskab 2022
Inflation og aktiefald påvirkede Kræftens Bekæmpelses regnskab i 2022, men foreningens økonomi er fortsat solid og robust.
2022 var i høj grad præget af uro og krise, der satte sine spor overalt i verden, og dermed også i foreningens økonomi. Foreningen kom ud af 2022 med et negativt resultat på 265,8 mio. kr. Til sammenligning bød 2021 på et overskud på 183,0 mio. kr. Det negative resultat skyldes primært en markant negativ udvikling i de finansielle poster, der i 2021 viste et plus på 147,6 mio. kr. og i 2022 et minus på 198,7 mio. kr.
Ser man de finansielle poster over en femårig periode fra 2018 til 2022, har foreningen over perioden samlet set opnået et overskud på mere end 100 mio. kr.
Solide økonomiske grundprincipper
Trods turbulens på aktiemarkeder og inflation er foreningens økonomi fortsat solid og robust. Det skyldes, at Kræftens Bekæmpelse gør brug af tre økonomiske grundprincipper, der værner og beskytter foreningens midler.
Læs om vores økonomiske grundprincipper
Forskningsudgifter stiger
Trods de økonomiske udfordringer har Kræftens Bekæmpelse kunnet anvende flere penge til forskning, hvor udgifterne er steget fra 2021 til 2022 med 53,1 mio. kr.. Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg har således i 2022 kunnet uddele 32,3 mio. kr. ekstra.
Herudover stiger Knæk Cancer uddelingerne med 12,9 mio. kr. som følge af ikke uddelte midler fra rekordindsamlingen fra 2021, hvor der kom flere penge ind at dele ud af, end hvad man havde regnet med. Pengene er nu delt ud til kræftforskningsprojekter og andre projekter, der skal forbedre kræftbehandlingen, højne overlevelsen og være med til at sikre et godt liv for mennesker ramt af kræft.