Diagnose og stadieinddeling af testikelkræft
Diagnosen testikelkræft kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Der er to hovedgrupper af testikelkræft, kaldet seminomer og non-seminomer. Testikelkræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt kræften er. Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Vurdering af kræftknuden
Hvis en vævsprøve fra testiklen viser, at der er kræft, fjerner man hele testiklen ved en operation. Det kaldes orkiektomi og foregår under fuld bedøvelse. Herefter undersøges knuden i mikroskop for at fastslå, hvilken form for testikelkræft der er tale om.
Sygdommen kan deles i to næsten lige store grupper alt efter, hvordan kræftknuden ser ud i mikroskop. De to hovedgrupper kaldes seminom og non-seminom. Begge typer udvikles fra germinalcellerne i testiklerne.
Stadieinddeling er vigtig for valg af behandling
For at sikre, at du får den rigtige behandling, er det nødvendigt at vide, hvor udbredt sygdommen er. Det kræver forskellige undersøgelser: CT-scanning og undersøgelse af blodprøver.
På baggrund af undersøgelserne kan testikelkræft inddeles i to forskellige stadier:
- Lokaliseret sygdom (stadie I): Sygdommen er begrænset til den ene eller begge testikler
- Spredt sygdom: Mænd med spredning af sygdommen deles i en god, en intermediær eller en dårlig gruppe, alt efter tumormarkørernes størrelse, celletype (seminom/non-seminom), og hvor udbredt sygdommen er.
De faktorer, der afgør, hvilken gruppe man tilhører, er blandt andet størrelsen af de tumormarkører, der måles i blodet, om der er spredning af sygdommen uden for lunger og lymfeknuder, og om man har seminom eller non-seminom.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Læs mere:
Ung Kræft
Ung Kræft er for dig, der er mellem 18 og 39 år og har kræft eller er ung pårørende til en ung kræftpatient. Du kan møde andre unge med kræft og unge pårørende. Se mere på Ung Kræfts hjemmeside.
Ung KræftBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk