Undersøgelser ved testikelkræft
Ved mistanke om testikelkræft vil lægen først og fremmest føle på både den syge og den raske testikel for at undersøge, om en knude kan mærkes gennem huden.
Forskellige undersøgelser
Den praktiserende læge vil typisk undersøge testiklerne ved at mærke på dem og undersøge, om der er tegn på infektion eller sexuelt overført sygdom. Det kan være klamydia, mycoplasma eller gonorre.
Lægen undersøger også lymfeknuderne i lyskeregionerne. Disse lymfeknuder kan indeholde kræftceller og derfor være hævede.
Hvis lægen har mistanke om, at det er kræft, vil du blive henvist til udredning på en urologisk afdeling. Her får du taget blodprøver og lavet en ultralydsundersøgelse.
Ultralydsundersøgelse
En ultralydsundersøgelse er smertefri og ufarlig. En ultralydsundersøgelse er smertefri og ufarlig. Ultralydsundersøgelsen kan afgøre, om der er behov for en operation, der kan vise, om der er tale om testikelkræft eller ej.
Blodprøver
Ved hjælp af blodprøver kan lægen undersøge om der er såkaldte tumormarkører i blodet. Det er nogle stoffer, der udskilles fra tumoren, og som kan måles i blodet.
Tumormarkørerne hedder laktat-dehydrogenase (LDH), alfaføtoprotein (AFP) og human chorion gonadotropin (HCG). Hvis disse markører er til stede i blodet, efter den syge testikel er fjernet, er det tegn på, at der er kræftvæv tilbage i kroppen.
Blodprøver kan også på et senere tidspunkt bruges til at se, om operationen, kemoterapien eller strålebehandlingen har den ønskede effekt.
Vævsprøve
Det endelige svar på, om man har kræft, får man først, når en vævsprøve fra testiklen er blevet undersøgt i mikroskop.
Vævsprøven tages ved en operation og undersøges med dette samme. Hvis vævsprøven viser, at det er kræft, fjerner lægerne testiklen, mens man stadig er bedøvet.
CT-scanning
Hvis det viser sig, at der er tale om testikelkræft, er det vigtigt at undersøge, om kræften har spredt sig.
Man vil derfor få foretaget en CT-scanning af bughulen og lungerne. Ved CT-scanningen kan lægen se, om kræften har spredt sig til lymfeknuderne på den bageste bugvæg, de indre organer i bughulen, lungerne eller andre steder.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Her kan du læse mere om de enkelte undersøgelser:
Hold øje med forandringer i dine testikler
Ved regelmæssigt at undersøge dine testikler, finder du ud af, hvordan de føles. Hvis du opdager en forandring, f.eks. en hævelse i den ene testikel, bør du blive undersøgt hos din læge. Læs mere: