Gå til sygdomsliste

Tilbagefald af endetarmskræft

Risikoen for, at endetarmskræften vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandlingen, og hvilken behandling man tidligere har fået. Det er overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der nye muligheder for behandling.

Tilbagefald

Risikoen for tilbagefald er størst i løbet af de første år efter endt behandling.

Det vil sige, at jo flere år der går uden tegn på tilbagefald, jo mindre er risikoen for, at sygdommen kommer igen.

Kræften kan komme igen i det område, hvor knuden først sad (lokalt tilbagefald), eller den kan sprede sig til andre dele af kroppen (fjernmetastaser). 

Behandling af tilbagefald og spredning

Hvis du får tilbagefald lokalt eller til andre organer i kroppen, kan du ofte blive tilbudt ny behandling.

Læs mere om behandlingsmulighederne her:

Behandling af endetarmskræft med spredning

Tilbagefald ved endetarmskræft

For de fleste er det chokerende at få at vide, at kræften er kommet igen, men der findes nye behandlingsmuligheder. Når det første chok har lagt sig, kan du opleve, at sygdommen fylder mindre, og at du igen kan glæde dig over livet.

Sygdommen har lært mig mange ting, bl.a. hvor kært vores liv er, at værdsætte de små ting, man har i dagligdagen, som man ellers ikke tænker over. Sygdommen har også lært mig, hvem mine rigtige venner er. I både gode og dårlige tider har de været ved min side. Sygdommen har også gjort, at der er blomstret nye venskaber op

Twana, 26 år, endetarmskræft

Symptomer på spredning

Symptomerne på lokalt tilbagefald af endetarmskræft er:

  • Smerter nedadtil i maven, ofte med udstråling til lænden og korsbenet
  • Nedsat appetit
  • Kvalme og eventuelt opkastninger
  • Vægttab
  • Eventuelt kontroltab af blære- og endetarmslukning
  • Træthed

Symptomer, hvis kræften har spredt sig til andre organer (metastaser)

Kræft, der har spredt sig til f.eks. knoglerne, kaldes knoglemetastaser. Hvis endetarmskræft spreder sig til knogler i rygsøjlen, kan der opstå tryk på rygmarven. Symptomerne er smerter i ryggen og føleforstyrrelser og lammelser i benene.

Spredning til leveren kan give smerter i højre flanke og eventuelt gulsot.

Spredning til lungerne giver sædvanligvis ingen symptomer.

Læs mere om behandling af metastaser - altså kræft spredt til andre dele af kroppen:

Metastaser (spredning)

Gå til lægen, hvis du får symptomer på tilbagefald

Det er vigtigt at kontakte lægen - også mellem opfølgningsbesøgene - hvis du oplever symptomer på tilbagefald eller er bekymret.

Hvis kræften ikke forsvinder

Har man én gang haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften rent faktisk er kommet tilbage oftest overvældende.

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.

Læs mere:

Hvis kræften er kommet igen

At leve med uhelbredelig kræft


Alt om endetarmskræft

Endetarmskræft - forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Cancerforum

Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Tarmkræft" på Cancerforum.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende