Gå til sygdomsliste

Gode råd ved mundtørhed og synkebesvær

Mundtørhed er en af de mest almindelige bivirkninger ved mange typer kræftbehandlinger og medicin. Det kan være meget generende og bl.a. gøre det svært at tale og spise. Læs her om årsagerne til mundtørhed, og hvordan du kan styrke spytdannelsen. Du finder også gode råd til, hvad du kan spise, hvis du har svært ved at synke, eller din smagssans har ændret sig.

Mundtørhed og synkebesvær

Hvis du døjer med mundtørhed, er det godt at spise mad med blød og saftig konsistens.

Årsager til mundtørhed

Hvis spytkirtlerne bliver skadet, producerer de ikke spyt i samme mængde som før, og dermed bliver slimhinderne i munden og halsen tørre. Medicin og anden behandling kan også påvirke slimhinderne.  

Mundtørhed kan skyldes flere ting:

  • Kemoterapi.
  • Strålebehandling, der påvirker spytkirtlerne (ved kræft i hoved-halsområdet).
  • Smertestillende medicin (f.eks. morfin og morfinlignende stoffer), antihormoner (f.eks. Tamoxifen®), antidepressiv medicin og vanddrivende medicin.
  • Appetitløshed: Når man spiser mindre, tygger man også mindre. Dermed bliver spytdannelsen ikke stimuleret, og mundtørheden forværres.
  • Angst, depression og vrede kan også udløse eller forværre mundtørhed.
  • Ilt-behandling eller hvis man kun kan trække vejret gennem munden.
  • Væskemangel.

Hvor længe varer mundtørhed?

Det er forskelligt fra person til person, hvor store gener man oplever - og hvor længe. Det afhænger af ens sygdom og hvilken behandling, man har fået.

Mundtørhed, der er opstået som følge af en behandling, vil oftest forsvinde nogle måneder efter, at behandlingen er afsluttet.

Andre gange kan mundtørheden vare ved. Det kan ske i de tilfælde, hvor problemet skyldes selve kræftsygdommen, eller hvis behandlingen har givet permanent nedsat spytfunktion. F.eks. hvis man har fået strålebehandling i det område, hvor spytkirtlerne sidder (hoved-halsområdet).

Mundtørhed kan give mange gener

Hvis spytmængden er meget lille, eller spyttet er meget sejt, kan det være svært at tale, tygge og synke. Man kan også opleve svie, tandproblemer, dårlig ånde, ubehagelig smag i munden og smagsforandringer. 

Smagsforandringer

Mundtørhed kan ofte give smagsforandringer, så maden ikke længere smager, som den plejer. Det kan påvirke lysten til at spise, og man kan få svært ved at få mad nok.

Når man har kræft, har kroppen brug for næringsrig mad, og derfor er det vigtigt, at man kan spise. Følg linket herunder for at få gode råd til, hvad du kan gøre for at få maden til at smage bedre. Smagsforandringer kan opleves meget forskelligt fra person til person. Det, som virker for nogle, virker ikke nødvendigvis for andre. Det er derfor nødvendigt at prøve sig frem. 

Gode råd ved smagsforandringer

Sejt spyt

Nogle oplever også problemer med sejt spyt eller slim. Det vil sige, at der stadig produceres spyt, men at det har ændret karakter.

Sejt spyt eller slim kan være meget belastende. Spørg din læge til råds, så I sammen kan finde ud af, hvad der hjælper dig bedst. Man kan blandt andet blive behandlet med stoffet glycopyrron (Robinul®, Robinul-Neostigmin®). Derudover kan antidepressiv medicin også have effekt.

Risiko for huller i tænderne

Mundtørhed giver øget risiko for huller i tænderne. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig med tand- og mundhygiejne og gå til jævnlig kontrol hos tandlægen - mindst hver tredje måned. Læg sammen med din tandlæge en fast plan for dine tandlægebesøg. 

Da risikoen for at få huller i tænderne kan være mangedoblet, kan du få recept på en tandpasta med ekstra meget flour hos din tandlæge. Det er muligt at få tilskud til denne tandpasta. Spørg din læge til råds.

Det kan du selv gøre

Det er en god idé at spise mad med blød og saftig konsistens. Det kan f.eks. være:

  • Blendede supper (undlad eventuelle hakkede nødder og grøntsager på toppen).
  • Forskellige slags grød.
  • Kartoffelmos og mos eller puré af grøntsager - gerne rørt med fedtstof, så den bliver ekstra blød.
  • Retter med hakket kød.
  • Retter med sovs.
  • Æggekage, omelet og gratin. Tilsæt eventuelt blendede grøntsager, hvis du vil undgå grove stykker fyld.
  • Pålægssalater som kyllinge- og rejesalat er gode ved mundtørhed (men vil ofte være for grove ved synkebesvær).
  • Desserter som budding, is, fromager og frugtgrød.
Opskrifter ved synkebesvær
Gode råd ved mundtørhed

I Kræftens Bekæmpelses opskriftsamling kan du finde opskrifter på synkevenlig mad. Disse opskrifter er mærket med en blå prik.

Enten er retterne flydende, eller også har de godt med væde og sauce.

Ofte vil der også være et tip om, hvordan du kan gøre retten endnu mere synkevenlig.

Opskrifter ved synkebesvær

God idé at undgå sukker- og syreholdig mad og drikke

Mundtørhed kan ætse emaljen (syreskader) og give huller i tænderne. Hvis du drikker juice, saft og sodavand eller spiser noget sødt eller syreholdigt, bør du skylle munden i vand bagefter.

Undgå syrlige bolsjer

Du kan stimulere spytproduktionen ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller sutte på sukkerfrie pastiller og sugetabletter. Syrlige bolsjer kan ætse emaljen på tænderne, selvom de er sukkerfrie, for de indeholder syre.

Opskrift på kunstigt spyt

1 del vand
1 del glycerin
Citrondråber efter smag

Skyl munden efter behov i ca. 1 min. Blandingen kan enten synkes eller spyttes ud bagefter. Hvis du har protese, skal du tage den ud, før du skyller.

Blandingen kan holde sig 3 dage i køleskab.

Du kan også købe kunstigt spyt og spytstimulerende midler på apoteket. Spørg din læge, tandlæge eller apoteket til råds.

Forskningsprojekt bruger tyggegummi mod mundtørhed
Mundtørhed og synkebesvær

Nogle hoved-halskræftpatienter får så store problemer med mundtørhed efter strålebehandling, at det ødelægger livskvaliteten. Et forskningsprojekt undersøger, om et særligt tyggegummi kan hjælpe. 

Læs om forskningsprojektet

Akupunktur og mundtørhed

Undersøgelser har vist, at akupunktur i et vist omfang kan mindske forskelligt ubehag som for eksempel mundtørhed. Læs mere om akupunktur her:

Akupunktur


Læs om din sygdom

Du kan læse om de enkelte kræftsygdomme og bivirkninger ved de specifikke behandlinger for sygdommen her:

Kræftsygdomme

Du kan læse om andre generelle bivirkninger og senfølger her:

Bivirkninger og senfølger


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.