Gå til sygdomsliste

Bevæg dig i hverdagen

Uanset om du er syg eller rask er det en god idé at tænke bevægelse ind i din hverdag. Selv meget korte tidsrum, hvor du står eller går, vil styrke dine muskler og knogler – og give dig mere energi.

Kvinde og mand cykler på en lille sti sammen

De behandlinger, jeg har været igennem, har gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er at være i god fysisk form (...) Selv da jeg hostede helt vildt, løb jeg. Det at sætte det ene ben foran det andet giver også en fornemmelse af, at så længe jeg kan det, kan det ikke være helt galt. 

Kvinde, tidligere modermærkekræftpatient

Stå, gå og bevæg dig

De fleste af os bruger meget tid på at sidde stille i løbet af en dag. Vi sidder ved computeren, ser fjernsyn, læser osv. Det er godt for dit helbred og velvære at forkorte de perioder, hvor du sidder eller ligger i løbet af din dag. Selv små perioder, hvor du står op eller bevæger dig, gør, at din krop fungerer bedre: Det styrker dine muskler og knogler og dit kredsløb og vil også gøre, at du føler dig mindre træt.

Selvom du dyrker regelmæssig motion, og uanset om du er syg eller rask, så har det stor betydning at tænke bevægelse ind i dine daglige gøremål både i fritiden og i arbejdslivet.

Tips til at få bevægelse ind i hverdagen

  • Husk på, at den bedste stilling er den næste stilling
  • Hvis du er et sted, hvor du skal sidde stille i lang tid, så sørg for at tage pauser ind i mellem, hvor du står og eventuelt går lidt rundt
  • Tag trapperne i stedet for rulletrapper og elevatorer
  • Væn dig til at bruge toilettet længst væk fra dig (hvis der er flere muligheder)
  • Alt husligt arbejde kræver bevægelse, så prioriter gerne opgaver i hjemmet, hvis du magter det (madlavning, rengøring, tøjvask, havearbejde m.m.) 
  • Stå af bussen eller toget et stop tidligere, end du plejer, og gør det til en vane at vælge parkeringspladsen længst væk fra indgangen, når du er ude at handle 
  • Gå eller tag cyklen frem for bilen, når du kun skal på en kort tur 
  • Lav kaffeaftaler i det fri. Start eventuelt med en lille gåtur inden kaffen eller tag kaffen med i en termokande
  • Lav faste gåaftaler, f.eks. med en nabo 
  • Brug en skridttæller. Med den kan du holde øje med, hvor mange skridt du går hver dag. Nogle mennesker bliver motiveret til at gå mere på denne måde
Lidt er bedre end ingenting

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne rører sig mindst 30 minutter hver dag, gerne hvor pulsen kommer lidt op undervejs, og at man derudover to gange ugentligt bevæger sig i 20 minutter, hvor pulsen er høj. Det er også gode retningslinjer, når du har kræft, både før, under og efter behandlingen.

Kan du bevæge dig mindst 30 minutter hver dag, er det rigtig godt – men er det ikke muligt, er der ingen grund til helt at lade være. Det vigtigste er at undgå inaktivitet – og lidt er altid bedre end ingenting. Helt banalt er fem minutters bevægelse hver dag bedre end ingen, ti minutter er bedre end fem osv..

Mennesker går stavgang i skoven

Få hjælp i din lokale kræftrådgivning

Mange af Kræftens Bekæmpelses rådgivninger tilbyder trænings- og motionshold.

Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger

Jeg bruger naturen meget. Det at komme ud og blive blæst igennem. Kræften har jo overtaget ens liv. Den fylder alt. Den sætter begrænsninger for dine fysiske aktiviteter, i hvert fald for en periode. Dit arbejde bliver påvirket. Og sådan noget som at få sovet ordentligt, det glipper også. Sexlivet bliver påvirket. ALT! Så det at komme ud i naturen er vigtigt for mig. Det giver tankefred. Der bliver bare helt stille. Det er nærmest meditativt

Prostatakræftpatient

Læs også:

Hvis du har lymfødem

Hvis du har lymfødem (hævelse på grund af ophobning af lymfevæske), er det en fordel at have gode motionsvaner.

Motion og lymfødem

Genoptræning

Efter kræftbehandlingen har du ret til at få gratis genoptræning, hvis hospitalslægen skønner, at du har behov for det.

Genoptræning efter kræftbehandling


Læs alt om fysisk aktivitet, når du har kræft:

Fysisk aktivitet - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning